Støttet af:
 

Bliv en frisk 100-årig: 5 tips

Home/Gode råd/Bliv en frisk 100-årig: 5 tips

Bliv en frisk 100-årig: 5 tips

Over 1000 danskere er over 100 år gamle. Og flere af os kan se frem til at fejre 100-år fødselsdag. Men hvad skal der egentlig til for at holde sig frisk, når vi når så langt?

Vi bliver ældre og ældre. I dag er knap 14 % flere danskere over 100 år end for bare 5 år siden. Men også generelt ser vi ud til at blive ældre.

Er du 67 år i dag kan du således se frem til at blive knap 84 år, hvis du er mand eller godt 86 år, hvis du er kvinde. Det er en stigning på henholdsvis 4,5 år for mænd og 3,8 år for kvinder siden år 2000.

Når vi lever længere er vi nødt til at holde os sunde og raske i længere tid. Derfor er det vigtig, at du holder både kroppen og hjernen i gang, hvis du vil holde dig frisk oppe i årene. Det siger hjerneforsker Ellen Garde fra Center for Sund Aldring på Københavns Universitet:

”Ligesom musklerne svinder ind, hvis du ikke bruger dem, så svinder hjernen også ind, hvis den ikke bliver brugt” siger hun.

Hjernen skal have udfordringer hele livet. Når du udfordrer hjernen, sikrer du, at netværket mellem hjernecellerne bliver holdt ved lige og udbygget. Det kan du f.eks. gøre ved at blive det Ellen Garde kalder for ”UFO-pilot” og dyrke ”Uforudsigelighed – Fællesskab – Oplevelser”.

”Uforudsigelighed styrker hjernen, fordi det uventede og nye kan udvikle nye forbindelser i hjernens netværk. Fællesskab er vigtigt for alle menneskers livskvalitet, helbred og levealder. Og når vi har oplevelser med hinanden, tilføjes nye gode minder, som vi kan trække frem fra hukommelsen, når vi tænker tilbage på dem” forklarer Ellen Garde.

Når du husker at bevæge dig og få motion mindsker du samtidig risikoen for en lang række af de sygdomme, som er forbundet med livsstil og som kan føre til sygdomme i hjernen, som f.eks. Alzheimers sygdom.

Her er Ellen Gardes 5 tips, til hvordan du udfordrer hjernen og holder dig frisk. Du kan starte allerede i dag!

  1. Motion. Lidt er godt – især sammen med andre

Et besøg i fitnesscentret, en fodboldkamp eller en rask tur i skoven med gangstavene er alle gode måder at få pulsen op. En krop i bevægelse styrker både muskler, hjerte og hjernen. Derfor er det noget af det bedste, du kan gøre for dig selv. Men endnu bedre er det, hvis motion og bevægelse sker i samvær med andre.

  1. Dyrk samværet med andre

Gåture, kulturelle oplevelser eller en god middag blandt venner? Hjernen stortrives i selskab med andre. Samvær med andre mennesker har stor betydning for din livskvalitet, dit helbred og dermed også din levealder. Og uanset hvor godt I kender hinanden, kan vi altid give hinanden uforudsigelige oplevelser, så hjernen holdes frisk

  1. Træn hjernen varieret

Wordfeud, sudoku eller et spil kort med venner er gode discipliner inden for ”hjernefitness”. Men det er også vigtigt at sørge for at variere de udfordringer, du stiller din hjerne. Hvis du kun løser sudoku, svarer det til, at du holder den samme motorvej i hjernen ved lige. Men det er vigtigt, at du også kommer ud på de små ukendte veje. Det handler med andre ord om at skabe nye baner i hjernen udover at holde de eksisterende ved lige. Så prøv et nyt spil, tag en anden rute på arbejde, gå til franskundervisning eller lær at spille trommer, som du altid har ønsket – eller byt rundt på servicet i skabene. Det skal nok udfordre hjernen.

  1. Sørg for at sove godt

Søvn er vigtig. Mens du sover, rydder hjernen nemlig op. Dagen igennem bliver din hjerne fyldt med indtryk. Ligesom dit skrivebord i løbet af dagen bliver fyldt med bunker af papir, der skal sorteres, bliver hjernen også fyldt. Så om natten arbejder den, som en god sekretær, på at rydde op i bunkerne og sortere indtrykkene i mapper for dig. Ifølge Ellen Garde er det også gavnligt bare at kigge ud i luften i 30 sekunder en gang i mellem. Det hjælper også hjernen med at holde orden og styrke netværket.

  1. God mad

Hjernen har brug for sund fedt. Det finder du bl.a. i fisk, nødder og planteolier.

Hjernekommunikation er hovedsagelig elektrisk aktivitet, og de celler i hjernen, der holder netværket ved lige, bruger særlige fedtsyrer til at danne og reparere myelin, det fedtlag der sørger for at elektriske signaler sendes hurtigt og præcist mellem hjernecellerne. Tænk på det som en bunke tætpakkede ledninger: de har brug for isolering for ikke at kortslutte. Om du er ung eller gammel, er det vigtigt, at du sørger for at få de rigtige fedtsyrer fra f.eks. fisk og nødder. Men også proteiner og de rigtige kulhydrater sikrer et jævnt blodsukker.

 

2017-10-13T11:42:03+00:00