Støttet af:
 

”Bliv UFO-pilot!”

Din hjerne er glad for nye ting. Den sætter pris på selskab. Og så vil den gerne ud og opleve noget nyt. Det er 3 af Ellen Gardes pointer, når hun holder foredrag om at holde hjernen frisk. Hun er hjerneforsker ved Center for Sund Aldring, og en af hendes hovedpointer er, at vi skal hjælpe hinanden med at skabe nye oplevelser.

”Bliv UFO-pilot!” Sådan lyder ordene ofte, når Ellen Garde holder foredrag om at holde hjernen frisk. Det har dog ikke noget med små, grønne mænd at gøre, men handler i stedet om 3 simple ting:

  1. Uforudsigelighed
  2. Fællesskab
  3. Oplevelser

De 3 ting er rigtig gode at have fokus på. Især når du bliver ældre.  Når vi når pensionsalderen, har vi ikke længere de faglige udfordringer, der er forbundet med et job. Ligeledes ser mange af os mindre til vores gamle kolleger. Det er selvfølgelig helt naturligt. Men din hjerne savner det sociale og de udfordringer, der hører til arbejdslivet. Derfor bør du aktivt opsøge det uforudsigelige, fællesskaber og oplevelser.

Lav noget sammen med andre

Der er mange ting, du kan gøre for at holde din hjerne frisk. Først og fremmest er motion godt for hjernen. Dernæst har hjernen godt af udfordringer, og sidst men ikke mindst er det godt for hjernen at være sammen med andre mennesker. Derfor er det en god idé at gå sammen med andre om at skabe oplevelser. På den måde kan I udfordre hinandens hjerner og i fællesskab give hinanden oplevelser.

U for uforudsigeligt

Børn og unge kaster sig ofte ud i nye aktiviteter og opsøger det uvante. På den måde sikrer de, at hjernen bliver udfordret. Når vi bliver ældre og skal have familie, karriere og en travl hverdag til at spille sammen, støtter vi os i højere grad til vaner og rutiner. Men allerede inden de unge flytter hjemmefra, er der faktisk rigtig god grund til at give sig selv lidt udfordringer i stedet for at vente til pensionisttilværelsen. Når du udfordrer dig selv og præsenterer din hjerne for noget nyt, er den nemlig i stand til at danne nye baner i hjernen. Hvis du hele tiden laver det samme og støtter dig til vaner og rutiner, holder du den samme del af hjernen vedlige og forsømmer resten af den.

F for fællesskab

Forskning[1] viser, at social isolation påvirker vores helbred negativt. Eksempelvis fører det til større risiko for åreforkalkning, blodprop i hjertet, hurtigere tab af fysisk og mental funktionsevne, sen diagnosticering af kræft og dårligere overlevelse. Kontakt med andre mennesker er til gengæld én af de bedste måder, at stimulere hjernen på. Både gamle og nye bekendtskaber kan bidrage med det fællesskab, hjernen har brug for.

O for oplevelser

Ifølge Ellen Garde handler det om at kombinere det uforudsigelige med fællesskab og oplevelser: ”Vær aktive sammen. Går en tur i skoven sammen med nogle venner, brug sanserne, tal om hvad I oplever og slut af med en fælles middag. Selv mennesker, du kender, kan overraske dig. Andres selskab er noget af det mest udfordrende, uforudsigelige og fornøjelige, du kan begive sig ud i.” Så hvad enten du er til stavgang, restaurantbesøg eller en tur i teateret, så sørg for at få aktivereret hjernen sammen med andre. Så sikrer du dig en mere robust hjerne til alderdommen.

Gå på opdagelse og find inspiration blandt Hold Hjernen Frisks aktiviteter.

Læs også:

Loneliness and objectively measured physical capability in middle-aged adults

Social isolation skader vores helbred

[1] http://www.magasinethelse.dk/social-isolation-skader-vores-helbredstorybox/

2017-11-27T16:14:18+00:00 Categories: Gode råd, Hjernen|